Profil

Da jeg mødte yogaen første gang, var det med hasemuskler spændte som teltbarduner og en hofte, der var vredet skæv efter utallige 400m hæk intervaller på Århus Stadion. Jeg fandt hurtigt mig selv i benhård konkurrence om smidighed med de andre yoginier, med meget lange haser på måtterne omkring mig. En konkurrence der på forhånd var tabt.

I dag, med flere yogalærer uddannelser i bagagen, har jeg opnået dyb indsigt i en meget rendyrket tilgang til yoga, og jeg har indset, at yoga har meget at tilbyde idrætsudøvere i et konkurrencefrit miljø, hvor krop, åndedræt og sind er i fokus, og hvor præstation og ’bundlinje’ udenfor yogalokalet stadigt er helt centralt.

Jeg er idrætsuddannet fra Københavns Universitet. Derudover har jeg rejst verden rundt som gymnast og været en af Danmarks bedste løbere. I 2010 lagde jeg en karriere som idrætspolitikker og chef for drift og udvikling af idrætsfaciliteter i København bag mig for at fordybe mig i yogaen.

Jeg er uddannet Yogalærer ved Dansk Yoga. Certificeret ’Yoga for Athletes’ fra USA og inspireret af nationale såvel som internationale yogier. Jeg er optaget af, hvad yogaen kan tilbyde idrætsudøvere. Jeg har arbejdet med FCMs Superligaspillere, Team Tvis Holstebros Håndboldliga Damer, Landsholdssvømmere, Århus Elite Badminton, Blue Fox ishockeyspillere og en række andre idrætsudøvere. Jeg bor sammen med min familie på Idrætsskolen Ikast, hvor jeg jævnligt underviser skolens linjeidrætter i yoga.